Genforeningskansleren med det blakkede eftermæle

Nekrolog i Information d. 17. juni 2017

Helmut Kohl gjorde genforeningen af Tyskland til sit store politiske projekt, og det lykkedes ham at etablere et fredeligt, pro-europæisk Tyskland bundet ind i et reformeret EU. Men hans omdømme led uoprettelig skade af den skandale, som banede vej for Angela Merkel. Helmut Kohl døde fredag, 87 år

:::

3. oktober 1990. Kansler Helmut Kohl står foran rigsdagsbygningen i Berlin, der er orkestermusik og fyrværkeri. Det, ingen ville have troet muligt blot 12 månede forinden er en realitet. Vesttyskland og DDR er genforenet som et samlet Tyskland. Med kansler Helmut Kohl som den helt afgørende fødselshjælper.

Det ellers så forsigtige Vestyskland overrumplede resten af verden, da kansler Helmut Kohl få måneder efter Berlinmurens fald 9. november 1989 erklærede, at han sigtede efter at genforene de to tysklande, der siden Anden Verdenskrig havde været delt i øst og vest. Både Frankrig og Storbritanien for slet ikke at nævne Sovjetunionen var lodret imod, og selv den den nærmeste allierede, den daværende præsident George Bush blev taget på sengen af Kohls ti-punktsplan for genforeningen.

At gennemføre genforeningen krævede en mesterlig læsning og omsætning af det storpolitiske spil, en skarp og dygtigt eksekveret taktik, fremragende diplomatiske evner, nære kontakter til alle de ledende politikere på den verdenspolitiske scene og en formidabel evne til at tage chancer.

Alle disse egenskaber havde Helmut Kohl, der på en måde blev den moderne tyske politiks Bismarck-figur. Snu og dygtig, men i selvopfattelsen også almægtig og enerådende. Karaktertræk, som et årti senere rev ham ned fra piedestalen som Kanzler der Einheit – nu fremstod han som den fejlbarlige mand, der mente sig hævet sig over loven. Han valgte at tie om, hvem der havde betalt ulovlig partistøtte til Kohls konservative parti CDU. Men eftersom Helmut Kohl havde givet den anonyme giver »sit æresord«, har han nu taget denne hemmelighed med sig i graven.

Den hastige genforeningsplan

Kohl fik sit politiske gennembrud som ministerpræsident i delstaten Rheinland-Pfalz i 1969, i 1973 blev han formand for de konservative i Christlich Demokratischen Union Deutschlands, CDU, som han i 1976 sikrede 48,3 procent af stemmerne. Det var dog tysk politiks anden store Helmut med efternavnet Schmidt fra SPD, der frem til 1982 styrede Tyskland gennem et upopulært oprustningskapløb, adskillige anslag fra Rote Arme Fraktion og oliekrisens udfordringer.

Efter seks år som oppositionsleder fik Kohl i 1982 ved hjælp af nære kontakter til partileder Hans-Dietrich Genscher fra det liberale parti FDP vristet magten ud af hænderne på socialdemokraterne gennem en mistillidsaftstemning, hvor FDP skiftede side.

Men efter godt syv år ved magten, syntes Kohls æra at rinde ud. Han regering led af metalttræthed, men med den uventede chance for en genforening, fik Helmut Kohl momentum.

Allerede i 1988 havde Kohl været på et privat besøg i DDR. Den 9. november 1989 var han på statsbesøg i Polen, hvilket han straks afbrød, da han hørte om de titusindvis af DDR-borgerne, der brød Berlinmuren ned og krydsede grænsen mellem øst og vest.

Mindre end 24 timer senere stod kansleren sammen med ex-kansler Willy Brandt (SPD) foran Schönebergs Rådhus i Berlin. Det var ikke Kohl, men Brandt, der ved den lejlighed turde sætte ord på drømmen om genforening:

»Det, der for alvor sættes på en prøve, er beredvilligheden til at være solidariske, at ville samarbejde og starte på en frisk frem for at løfte pegefingeren. Nu gælder det om at rykke sammen på ny, at holde hovedet klart og gøre det så godt, at vore tyske interesser varetages på lige fod med vore forpligtigelser over for vort europæiske kontinent.«

De ord gjorde Kohl praktisk talt til sine egne. For i den overrumplende hurtige proces efter Murens Fald, stod kansleren i det dilemma, at man trods adskillige årtiers politiske ambitioner om en genforening med DDR hverken havde praktiske planer eller fastlagte politiske strategier til at understøtte processen.

Banede vej for EU

Kohl arbejdede hurtigt og fremlagde den 28. november 1989 den skelsættende ti-punkts plan, der skulle sikre samlingen af Tyskland. Trods jubelen over Berlinmurens Fald var reaktionen fra Frankrigs præsident Francois Mitterand, at en tysk genforening var en »juridisk og politisk umulighed«.

Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher ønskede en fem-årig overgangsperiode med en føderation mellem de to tyske stater. De allierede ønskede som i 1945 en konference uden de to tysklandes deltagelse.

Kohl fik forpurret dette og søsatte i stedet de såkaldte to-plus-fire forhandlinger, der reelt satte ham selv i førersædet for genforeningen.

Helmut Kohl satsede på sit trumfkort, tyskernes egen vilje til genforening, der hurtigt skiftede fra kølig over lunken til varm: »Hvordan et genforenet Tyskland kommer til at se ud, er der ingen der ved i dag. Men jeg er sikker på, at hvis folk i Tyskland ønsker det, så kommer genforeningen«, sagde Helmut Kohl, der holdt taler og førte kampagne i DDR og på kort tid fik vendt stemningen.

Da det konservative vandt det første og sidste frie DDR-valg i foråret 1990, opfattede Kohl det som om, vælgerne reelt havde stemt på ham og kunne fortsætte genforeningsprocessen.

Umiddelbart gjorde det nære forhold mellem Kohl og den franske præsident Mitterand udslaget. Kunne Tyskland forpligtes yderligere i den europæiske integrationsproces, ville Frankrig bakke op om genforeningen.

I januar 1990 støttede Tyskland omdannelsen af EF, Det Europæiske Fælleskab, til EU, Den Europæiske Union. Og Helmut Kohl og Frankrigs Mitterand støbte sammen kuglerne til den Maastricht-traktat fra 1992, der førte til fælles unionsborgerskab, euroen, tættere juridisk samarbejde og fælles forsvarspolitik.

Nært forhold til Gorbatjov

Helmut Kohls mesterstykke var at få sovjetlederen Gorbatjovs velsignelse til genforeningen. I maj 1990 ydede Vesttyskland et lån på fem milliarder D-mark samt fødevarehjælp til Sovjetunionen for at afhjælpe at landet gik i opløsning.

Helmut Kohl spurgte også sig selv om, hvorvidt Gorbatjov og Sovjetunionen ville overleve glasnost-processen. Sovjetunionen balancerede på afgrundens rand, og Kohl frygtede, at et militærkup ville kunne lamme genforeningsprocessen.

Forhandlingerne afsluttedes i Gorbatjovs private jagthytte, hvor de to statsledere under afslappede former forhandlede detaljerne på plads, der betød, at Sovjet trak sin halve million soldater og civilt ansatte hjem. Tyskland finansierede bl.a. opførelsen af 72.000 boliger til de hjemvendte soldater.

Og med et yderligere tysk bidrag på 15 milliarder D-mark blev to-plus-fire-traktaten skrevet under ved en ceremoni i Moskva i september 1990, der formelt satte punktum for Anden Verdenskrig. Banen var kridtet op til genforeningsfesten, og Tyskland vandt igen rettigheder som suveræn stat med fuld selvbestemmelse.

Kohl blev kort efter genvalgt under jubel og lovede Blühende Landschaften, frugtbare landskaber. Ikke et billede, som de milioner af arbejdsløse kunne genkende. Helmut Kohl og de borgerlige vandt valget ved at love, at de enorme udgifter til genforeningen ikke skulle finansieres gennem højere skatter. Men kort tid efter valget indførte Kohl en særskat på omkring 7,5 procent, der foreløbig indkræves frem til år 2020.

Skeletterne i skabet

De tyskere, der i 1998 var 16 år eller yngre, havde levet hele deres liv med Helmut Kohl som kansler. Men ved valget i oktober vandt SPD en jordskredssejr, og Gerhard Schröder væltede »den evige kansler«.

I den følgende tid kæmpede CDU med de mange skeletter i skabet, som Kohl havde efterladt. Ikke mindt skandalen om ulovlige partibidrag, som Kohl havde ladet passere. CDU havde modtaget over to millioner D-mark i ulovlige støttebidrag i årene 1993-1998.. Den dengang nyslåede CDU-formand Wolfgang Schäuble tryglede Kohl om at lægge kortene og listen med bidragyderne på bordet, men Kohl tav. End ikke bødestraf fik Kohl til at bryde sit såkaldte æresord over for bidragyderne. Det tvang Schäuble væk fra formandsposten.

Det var Angela Merkel der i en kronik som den første havde krævet, at partiet skulle rydde op efter »den gamle slagtehest« Kohl, hvilket var med til at katapultere hende op på formandsstolen.

Angela Merkel, som havde stået i politisk lære hos Helmut Kohl – Kohls Mädchen, blev hun kaldt –  blev kvinde i eget hus.

Den onde stedmor

Privat var Kohls liv i mange år præget af et tilsyneladende harmonisk familieliv, der dog krakelerede med eftertryk efter Kohls abdicering fra kanskerposten. Hans loyale hustru Hannelore led af en sjælden lysallergi, der tvang hende til at isolere sig i nærmest komplet mørke i Kohl-parrets hjem.

Hun begik selvmord i 2001 af en overdosis sovepiller. Da var Helmut Kohls forbindelse til sønnerne Walther og Peter allerede afbrudt. Peter Kohl skrev efter selvmordet en bestsellerbog som sin mor; om hvor meget hun havde ofret for mandens karriere.

Fire år senere kunne Kohl bekendtgøre, at han havde fået en ny partner, den dengang 41-årige Maike Richter, en tidligere embedsmand i Kanzleramt. De blev gift i 2008, uden at sønnerne var inviteret.

Maike Richter-Kohl er i offentligheden blevet portrætteret som den onde stedmor, der har forårsaget, at Helmut Kohl hverken havde kontakt til sine sønner, gamle venner og tidligere medarbejdere.

Helmut Kohl sad efter et fald i 2008 lænket til en kørestol og fik sværere og sværere ved at tale. Det forhindrede ham dog ikke i at udgive sine erindringer i 2014, hvori han kom med en grundlæggende kritik af alle de dårligdomme, han mente var overgået Europa, efter at han selv gik af som kansler.

Og i de senere år var der stort set stille om den mand, der var hovedarkitekten bag genforeningen af Tyskland. Bortset fra, da han i 2015 fik en ny hofte og i 2016 mødte Ungarns kontroversielle leder Viktor Orban.

Helmut Kohl døde fredag i sit hjem i Ludwigshafen, 87 år gammel.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *