ATHEN – På Agia Eirini-pladsen i det centrale Athen er citrontræerne langs kirken fyldt med gule frugter, der skinner i solen. På de andre sider af pladsen finder man en række relativt nyåbnede cafeer. Pladsen er næsten altid sprudlende fuld af unge mennesker, som har taget det kvarter til sig, der for et par år siden var præget af butiksdød og faldefærdige ejendomme.

Livet er vendt tilbage – turisterne ligeså. Fra en af de nyåbnede cafeer, Spollati, kan man se direkte op på Akropolis-klippen. Efter at flere tusinde cafeer og tavernaer overalt i Grækenland lukkede under krisen, er der nu kommet gang i forretningen. I det indre Athen er udbuddet stort og prisen presset i bund, så man kan ofte spise sig mæt for fire eller fem euro. Og snuppe en iskaffe med på vejen for halvanden euro.

Knap 80 athenske hoteller lukkede under de første kriseår, men mange er ved at åbne dørene igen efter en vækst i hotellernes omsætning på 12 til 15 procent det seneste år. På Agia Eirini-pladsen er det legendariske Emporikon Hotel genåbnet som stilfuldt boutique-hotel efter mere end 50 års tornerosesøvn som forladt ruin.

Boomet er dog ikke mindst kommet i stand, fordi krisen har gjort udlejerne møre. De unge, driftige forretningsdrivende får lave huslejer adskillige år frem i tiden, hvilket passer godt til grækerne, der dobbelt så ofte som de øvrige europæere vælger at åbne egen virksomhed.

Men kradser man bare lidt i overfladen og går bag om de gode nyheder, står græsk økonomis dårligdomme stadig i kø. Bankerne sidder fortsat i saksen, idet halvdelen af banklånene ikke betales ned. Efter tre runder med rekapitaliseringer af bankerne følger snart en fjerde. Grækerne lider under deres private gæld fra boom-årene i nullerne, og nye lån ydes kun til dem, der kan stille massiv sikkerhed.

Selv om arbejdsløsheden er faldet næsten tre-fire procent hen over det seneste år, ligger den stadig lige over de 20 procent. Mange af de nye job på de athenske cafeer aflønnes tæt på den græske mindsteløn på 3,35 euro, eller 25 kroner i timen. På visse cafeer får de ansatte ikke løn, men kun drikkepenge. Knokler man 40 timer i ugen, står der måske knap 4.000 kroner på kontoen i slutningen af måneden.

Ikke noget godt udgangspunkt for at stifte familie og opbygge en fremtid. Hos Goethe Instituttet i Athen er der ikke én ledig plads på sprogholdene. Siden krisens start er op mod en halv million grækere rejst til andre EU-lande, Australien og Canada, hvor stort set alle er kommet i job – 160.000 alene til Tyskland.

»Hvem er det, der skal skabe vækst her, når så mange af de unge og ressourcestærke forlader landet?«, lyder det pessimistisk fra økonomiprofessor Panagiotis Patrakis fra Athens Universitet, når han bliver bedt om at se lidt længere ud i fremtiden. For demografien er ikke med grækerne, påpeger han. I forvejen har Grækenland Europas dyreste pensionssystem, der bliver stadig flere pensionister, der fødes for få børn, og udvandringen gør kun skidt værre.

At uddanne en læge koster den græske stat 100.000 euro. Rejser de unge talenter, er pengene spildt. Op mod 11.000 læger er rejst væk fra Grækenland i det seneste årti. Den græske NGO Endeavor Greece vurderer, at grækerne i udlandet bidrager med 12,9 milliarder euro årligt i deres nye hjemlande.

Men hvor er så de gode nyheder, der måske kan lokke de fortabte sønner og døtre tilbage til hjemlandet?

»Økonomien ser umiddelbart ud til at være vendt, og nu er vi langsomt på vej op. Væksten kan komme op på to procent i år,« lyder det i et forsigtigt skøn fra økonomiprofessor Panagiotis Patrakis.

»Grækenland er et servicesamfund og ikke et produktionsland. Økonomien er bygget på turisme, men mangler bredde. Jeg kan ikke se, hvordan vi får en økonomi, der fremover kan generere stærk vækst og permanent høje overskud på statsbudgettet, hvilket er hele forudsætningen for, at regeringens aftaler med kreditorerne holder,« lyder det fra økonomiprofessoren om kravene fra kreditorerne fra blandt andet EU og Den Internationale Valutafond, IMF.

For lige så snart kreditorerne afslutter én kritisk gennemgang af den græske stats økonomi, varsler kontrollørerne de næste besøg, hvor ministerierne finkæmmes for at sikre, at grækerne nu også gennemfører de 140 krav, som kreditorerne har stillet.

Under årene med sparepolitikken faldt det græske bruttonationalprodukt med mere end 25 procent, lønningerne gik ned med over 30 procent, og flere end hver tredje græker regnes i dag som fattig. Under ti procent af de knap halvanden million græske arbejdsløse får overhovedet understøttelse.

Sparepolitikken, der skulle forhindre en fuldblods statsbankerot, har trimmet statens budgetter gevaldigt. Statens drift giver nu solide overskud, hvilket er nødvendigt for at kunne betale renter og afdrag på statsgælden. Det sker dog på bekostning af en befolkning, hvis personlige økonomier ofte er på randen af sammenbrud.

Kravet udefra er, at Grækenland også i mange år fremover skal levere et overskud på statsbudgettet på 3,5 procent, hvilket efter europæisk standard vil være helt enestående.

Det var denne bitre pille, kreditorerne og grækerne hen over sommeren 2015 blev enige om, at grækerne skulle sluge, da det tredje hjælpeprogram til en værdi af 645 mia. kroner så dagens lys, og det var mislykkedes for den daværende finansminister Yianis Varoufakis at iscenesætte det mulige græske kollaps som en større ulykke for EU end for Grækenland.

EU-hjælpeprogrammet kom i stand efter banklukninger og en hektisk folkeafstemning, hvor befolkningen ellers i første omgang havde stemt klart nej til pakken. Kun en måned senere slugte Athen eurolandenes skrappe krav, der reelt monterede et meget tætsiddende økonomisk fiksérbælte på den rebelske græske regering. Mistilliden til grækerne var afgrundsdyb.

Det seneste spareprogram har dog ikke hældt én eneste euro ned i den græske statskasse, men er udelukkende gået til at betjene den enorme græske gæld, der langt overvejende ejes af IMF, EUs redningsfond ESM og Eurozonens nationalbanker.

Siden det første spareprogram kom til i 2010, har Grækenland været fanget i et loop af kontroller. Når det seneste hjælpeprogram udløber i august i år, ønsker regeringen endelig at smide håndjernene og genvinde reel selvstændighed. Om dét vil lykkes er dog mere end tvivlsomt.

»Grækenland har siden 2010 været tvunget til udelukkende at fokusere på de kortsigtede udefrakommende krav frem for at formulere langsigtede ideer, der skal understøtte processen hen imod igen at blive herre i eget hus,« siger redaktør Nick Malkoutzis fra den engelsksprogede politisk-økonomiske nyhedstjeneste Macropolis i Athen.

»Den nuværende regering har i det store og hele forstået, at har man styr på økonomien, får man også sin selvstændighed. Men på den anden side har den en grundlæggende mistillid til den private sektor og mangler at komme med de kreative forslag, der skaber vækst,« siger han.

Regeringen var oprindeligt imod, at et dusin af landets provinslufthavne blev solgt til et konsortium ledet af tyske Fraport, der driver lufthavnen i Frankfurt. Men i år er det nået dertil, at selv dele af Athens lufthavn sælges fra – sammen med dele af de statslige energi-, gas- og forsyningsselskaber. Men fordi rammevilkårene er ringe, er salgspriserne lave.

»Investorerne skræmmes af et meget tungt bureaukrati, de dårligt fungerende domstole og et skattesystem, der gør det stadig mere besværligt at tjene penge,« siger Nick Malkoutzis.

Grækenland har Europas langsomste retssystem, og da kreditorerne krævede, at der skulle indføres mulighed for civile forlig som alternativ til retssager, strejkede landets advokater i hele ni måneder. Strejkerne lader dog til at prelle af på regeringslederen, den 43-årige, tidligere studenterrebel Alexis Tsipras fra det venstreradikale Syriza-parti, der ideologisk minder om Enhedslisten i Danmark.

Syriza danner regering med det højrenationale, anti-europæiske parti Uafhængige Grækere. De to partier har efter deres anden valgsejr i september 2015 vogtet som ørne over netop den sparepolitik, der er forhadt langt ind i de to partiers egne rækker.

Men selv om regeringen kun råder over et spinkelt flertal på tre mandater, stemmer alle parlamentarikere konsekvent for de upopulære pakker. Senest i januar pressede regeringen love igennem, der gør det sværere for fagforeningerne at indkalde til strejker. Hvilket straks udløste strejker, der lammede fly-, færge- og lokaltrafik.

»Regeringen lover hele tiden, at nu er det sidste gang, at de stemmer de upopulære pakker igennem, og de bruger fortsat en skarp retorik over for kreditorerne – med tanke på deres kernevælgere, som de samtidig forsøger at levere velfærdsydelser til,« siger Nick Malkoutzis.

At Syriza-partiet overvejende agerer som ansvarlige socialdemokrater, har givet dem gevaldige dyk i meningsmålingerne. Syriza ligger nu otte til ti procentpoint under det konservative oppositionsparti Nyt Demokrati, der med Kyriakos Mitsotakis har fået en retorisk dygtig formand, der endnu ikke er fyldt 50 år.

»Når hjælpeprogrammet udløber i august i år, kommer der et nyt,« slår Nick Malkoutzis fast. »Nyt Demokrati anklager Syriza for at gå med til et nyt hjælpeprogram med skrappe krav til grækerne, selv om alle ved, at får de konservative magten, vil de selv gøre det samme,« siger Nick Malkoutzis.

»Oppositionen siger, at de vil forhandle med EU om at få en bedre aftale. Men det forsøgte Syriza jo også, da de kom til – uden at komme nogen vegne. Derfor har Nyt Demokrati et forklaringsproblem.«

Malkoutzis mener, at regeringsleder Alexis Tsipras frem mod sommeren vil forsøge at få en mildere, fjerde aftale med EU-långiverne, forhandle en rabat på renter og afdrag på plads og retorisk kalde det for en gældslettelse. EU har allerede lovet at lempe lidt, hvis den græske regering leverer reformer.

Dernæst vil Tsipras søge at udnytte medvinden fra denne symbolske sejr og trykke på valgknappen ét år før tid i håbet om, at et fremrykket valg kan give regeringen en mulig spinkel sejr, vurderer Nick Malkoutzis. Der er ingen grund til at vente til 2019, hvor de fleste grækere får skåret en tredjedel af deres skattefradrag.

Utilfredsheden med skattepolitikken kan være den faktor, der bringer oppositionspartiet Nyt Demokrati tilbage til magten.

Hver anden græker har skattegæld, der samlet netop har passeret 750 milliarder kroner, en fordobling siden krisestarten i 2010, og reelt er det kun et mindretal af grækerne, der betaler indkomstskat.

Dette mindretal bliver til gengæld brandbeskattet, fortæller atheneren George Vaggelas, en selvstændig konsulent i udvikling af havne.

»Jeg tjente knap 70.000 euro sidste år, hvilket er ganske godt her i Grækenland, men så kommer skatten, og den er steget fra knap 50 procent til 75 procent i de senere år.« 56.000 euro af Vaggelas’ løn går til skatter, sociale bidrag og den statslige pensionsordning.

»Med de 14.000 euro jeg har tilbage, skal jeg betale for huset, bilen, maden, børnehaven og elregningen. Jeg har en nabo, der tjener flere penge end mig, sort vel at mærke, men officielt er han fattig. Og det gør, at han får en lang række sociale goder såsom gratis børnehaveplads. Er det retfærdigt over for os, der betaler vores skatter?«

George Vaggelas er ved at give op over for skatteskruen.

»Jeg er langt fremme med at undersøge, om jeg kan flytte til Cypern. Gør jeg det, kan jeg beholde cirka 55.000 euro ud af de 70.000, jeg tjener årligt. Jeg kan ikke se, hvordan dette land skal komme på fode igen, når mange af mine kolleger er ved at gøre det samme.«