Forfatterarkiv: Lasse Soll Sunde

Danmark sender sårbare flygtninge retur til Grækenland

P1 Orientering d. 8. aug. kl. 16.07 – Hør indslag

Flygtningenævnet har besluttet, at det er i orden at sende sårbare flygtninge tilbage til Grækenland. Sagen handler om flygtninge, der allerede har fået asyl i Grækenland, men som efterfølgende er rejst videre til Danmark. Hidtil har man ment, at de særligt sårbare flygtninge – det kan fx være familier med små børn eller folk, der har et handicap – ikke kunne garanteres en god nok behandling, og at man derfor ikke kunne sende folk tilbage til landet. I de 8 sager, der involverer i alt 28 personer konkluderes, at de pågældende familier alligevel godt kan sendes tilbage til Grækenland. Hør mere om baggrunden…Hør indslag

Herre i eget hus?

Weekendavisen d. 23. feb. 2018 –

Grækenland. Eurozonens evige sorte får oplever endelig økonomisk fremgang og forsøger at vriste sig fri af kreditorernes jerngreb. Men hvor er planen, der skal bringe landet videre?

ATHEN – På Agia Eirini-pladsen i det centrale Athen er citrontræerne langs kirken fyldt med gule frugter, der skinner i solen. På de andre sider af pladsen finder man en række relativt nyåbnede cafeer. Pladsen er næsten altid sprudlende fuld af unge mennesker, som har taget det kvarter til sig, der for et par år siden var præget af butiksdød og faldefærdige ejendomme.

Livet er vendt tilbage – turisterne ligeså. Fra en af de nyåbnede cafeer, Spollati, kan man se direkte op på Akropolis-klippen. Efter at flere tusinde cafeer og tavernaer overalt i Grækenland lukkede under krisen, er der nu kommet gang i forretningen. I det indre Athen er udbuddet stort og prisen presset i bund, så man kan ofte spise sig mæt for fire eller fem euro. Og snuppe en iskaffe med på vejen for halvanden euro.

Knap 80 athenske hoteller lukkede under de første kriseår, men mange er ved at åbne dørene igen efter en vækst i hotellernes omsætning på 12 til 15 procent det seneste år. På Agia Eirini-pladsen er det legendariske Emporikon Hotel genåbnet som stilfuldt boutique-hotel efter mere end 50 års tornerosesøvn som forladt ruin.

Boomet er dog ikke mindst kommet i stand, fordi krisen har gjort udlejerne møre. De unge, driftige forretningsdrivende får lave huslejer adskillige år frem i tiden, hvilket passer godt til grækerne, der dobbelt så ofte som de øvrige europæere vælger at åbne egen virksomhed.

Men kradser man bare lidt i overfladen og går bag om de gode nyheder, står græsk økonomis dårligdomme stadig i kø. Bankerne sidder fortsat i saksen, idet halvdelen af banklånene ikke betales ned. Efter tre runder med rekapitaliseringer af bankerne følger snart en fjerde. Grækerne lider under deres private gæld fra boom-årene i nullerne, og nye lån ydes kun til dem, der kan stille massiv sikkerhed.

Selv om arbejdsløsheden er faldet næsten tre-fire procent hen over det seneste år, ligger den stadig lige over de 20 procent. Mange af de nye job på de athenske cafeer aflønnes tæt på den græske mindsteløn på 3,35 euro, eller 25 kroner i timen. På visse cafeer får de ansatte ikke løn, men kun drikkepenge. Knokler man 40 timer i ugen, står der måske knap 4.000 kroner på kontoen i slutningen af måneden.

Grækerne er rejst ud

Ikke noget godt udgangspunkt for at stifte familie og opbygge en fremtid. Hos Goethe Instituttet i Athen er der ikke én ledig plads på sprogholdene. Siden krisens start er op mod en halv million grækere rejst til andre EU-lande, Australien og Canada, hvor stort set alle er kommet i job – 160.000 alene til Tyskland.

»Hvem er det, der skal skabe vækst her, når så mange af de unge og ressourcestærke forlader landet?«, lyder det pessimistisk fra økonomiprofessor Panagiotis Patrakis fra Athens Universitet, når han bliver bedt om at se lidt længere ud i fremtiden. For demografien er ikke med grækerne, påpeger han. I forvejen har Grækenland Europas dyreste pensionssystem, der bliver stadig flere pensionister, der fødes for få børn, og udvandringen gør kun skidt værre.

At uddanne en læge koster den græske stat 100.000 euro. Rejser de unge talenter, er pengene spildt. Op mod 11.000 læger er rejst væk fra Grækenland i det seneste årti. Den græske NGO Endeavor Greece vurderer, at grækerne i udlandet bidrager med 12,9 milliarder euro årligt i deres nye hjemlande.

Men hvor er så de gode nyheder, der måske kan lokke de fortabte sønner og døtre tilbage til hjemlandet?

»Økonomien ser umiddelbart ud til at være vendt, og nu er vi langsomt på vej op. Væksten kan komme op på to procent i år,« lyder det i et forsigtigt skøn fra økonomiprofessor Panagiotis Patrakis.

»Grækenland er et servicesamfund og ikke et produktionsland. Økonomien er bygget på turisme, men mangler bredde. Jeg kan ikke se, hvordan vi får en økonomi, der fremover kan generere stærk vækst og permanent høje overskud på statsbudgettet, hvilket er hele forudsætningen for, at regeringens aftaler med kreditorerne holder,« lyder det fra økonomiprofessoren om kravene fra kreditorerne fra blandt andet EU og Den Internationale Valutafond, IMF.

Sparepolitikken

For lige så snart kreditorerne afslutter én kritisk gennemgang af den græske stats økonomi, varsler kontrollørerne de næste besøg, hvor ministerierne finkæmmes for at sikre, at grækerne nu også gennemfører de 140 krav, som kreditorerne har stillet.

Under årene med sparepolitikken faldt det græske bruttonationalprodukt med mere end 25 procent, lønningerne gik ned med over 30 procent, og flere end hver tredje græker regnes i dag som fattig. Under ti procent af de knap halvanden million græske arbejdsløse får overhovedet understøttelse.

Sparepolitikken, der skulle forhindre en fuldblods statsbankerot, har trimmet statens budgetter gevaldigt. Statens drift giver nu solide overskud, hvilket er nødvendigt for at kunne betale renter og afdrag på statsgælden. Det sker dog på bekostning af en befolkning, hvis personlige økonomier ofte er på randen af sammenbrud.

Kravet udefra er, at Grækenland også i mange år fremover skal levere et overskud på statsbudgettet på 3,5 procent, hvilket efter europæisk standard vil være helt enestående.

Det var denne bitre pille, kreditorerne og grækerne hen over sommeren 2015 blev enige om, at grækerne skulle sluge, da det tredje hjælpeprogram til en værdi af 645 mia. kroner så dagens lys, og det var mislykkedes for den daværende finansminister Yianis Varoufakis at iscenesætte det mulige græske kollaps som en større ulykke for EU end for Grækenland.

EU-hjælpeprogrammet kom i stand efter banklukninger og en hektisk folkeafstemning, hvor befolkningen ellers i første omgang havde stemt klart nej til pakken. Kun en måned senere slugte Athen eurolandenes skrappe krav, der reelt monterede et meget tætsiddende økonomisk fiksérbælte på den rebelske græske regering. Mistilliden til grækerne var afgrundsdyb.

Det seneste spareprogram har dog ikke hældt én eneste euro ned i den græske statskasse, men er udelukkende gået til at betjene den enorme græske gæld, der langt overvejende ejes af IMF, EUs redningsfond ESM og Eurozonens nationalbanker.

Siden det første spareprogram kom til i 2010, har Grækenland været fanget i et loop af kontroller. Når det seneste hjælpeprogram udløber i august i år, ønsker regeringen endelig at smide håndjernene og genvinde reel selvstændighed. Om dét vil lykkes er dog mere end tvivlsomt.

Mangel på ideer

»Grækenland har siden 2010 været tvunget til udelukkende at fokusere på de kortsigtede udefrakommende krav frem for at formulere langsigtede ideer, der skal understøtte processen hen imod igen at blive herre i eget hus,« siger redaktør Nick Malkoutzis fra den engelsksprogede politisk-økonomiske nyhedstjeneste Macropolis i Athen.

»Den nuværende regering har i det store og hele forstået, at har man styr på økonomien, får man også sin selvstændighed. Men på den anden side har den en grundlæggende mistillid til den private sektor og mangler at komme med de kreative forslag, der skaber vækst,« siger han.

Regeringen var oprindeligt imod, at et dusin af landets provinslufthavne blev solgt til et konsortium ledet af tyske Fraport, der driver lufthavnen i Frankfurt. Men i år er det nået dertil, at selv dele af Athens lufthavn sælges fra – sammen med dele af de statslige energi-, gas- og forsyningsselskaber. Men fordi rammevilkårene er ringe, er salgspriserne lave.

»Investorerne skræmmes af et meget tungt bureaukrati, de dårligt fungerende domstole og et skattesystem, der gør det stadig mere besværligt at tjene penge,« siger Nick Malkoutzis.

Grækenland har Europas langsomste retssystem, og da kreditorerne krævede, at der skulle indføres mulighed for civile forlig som alternativ til retssager, strejkede landets advokater i hele ni måneder. Strejkerne lader dog til at prelle af på regeringslederen, den 43-årige, tidligere studenterrebel Alexis Tsipras fra det venstreradikale Syriza-parti, der ideologisk minder om Enhedslisten i Danmark.

Syriza danner regering med det højrenationale, anti-europæiske parti Uafhængige Grækere. De to partier har efter deres anden valgsejr i september 2015 vogtet som ørne over netop den sparepolitik, der er forhadt langt ind i de to partiers egne rækker.

Men selv om regeringen kun råder over et spinkelt flertal på tre mandater, stemmer alle parlamentarikere konsekvent for de upopulære pakker. Senest i januar pressede regeringen love igennem, der gør det sværere for fagforeningerne at indkalde til strejker. Hvilket straks udløste strejker, der lammede fly-, færge- og lokaltrafik.

»Regeringen lover hele tiden, at nu er det sidste gang, at de stemmer de upopulære pakker igennem, og de bruger fortsat en skarp retorik over for kreditorerne – med tanke på deres kernevælgere, som de samtidig forsøger at levere velfærdsydelser til,« siger Nick Malkoutzis.

At Syriza-partiet overvejende agerer som ansvarlige socialdemokrater, har givet dem gevaldige dyk i meningsmålingerne. Syriza ligger nu otte til ti procentpoint under det konservative oppositionsparti Nyt Demokrati, der med Kyriakos Mitsotakis har fået en retorisk dygtig formand, der endnu ikke er fyldt 50 år.

»Når hjælpeprogrammet udløber i august i år, kommer der et nyt,« slår Nick Malkoutzis fast. »Nyt Demokrati anklager Syriza for at gå med til et nyt hjælpeprogram med skrappe krav til grækerne, selv om alle ved, at får de konservative magten, vil de selv gøre det samme,« siger Nick Malkoutzis.

»Oppositionen siger, at de vil forhandle med EU om at få en bedre aftale. Men det forsøgte Syriza jo også, da de kom til – uden at komme nogen vegne. Derfor har Nyt Demokrati et forklaringsproblem.«

Valg i utide

Malkoutzis mener, at regeringsleder Alexis Tsipras frem mod sommeren vil forsøge at få en mildere, fjerde aftale med EU-långiverne, forhandle en rabat på renter og afdrag på plads og retorisk kalde det for en gældslettelse. EU har allerede lovet at lempe lidt, hvis den græske regering leverer reformer.

Dernæst vil Tsipras søge at udnytte medvinden fra denne symbolske sejr og trykke på valgknappen ét år før tid i håbet om, at et fremrykket valg kan give regeringen en mulig spinkel sejr, vurderer Nick Malkoutzis. Der er ingen grund til at vente til 2019, hvor de fleste grækere får skåret en tredjedel af deres skattefradrag.

Utilfredsheden med skattepolitikken kan være den faktor, der bringer oppositionspartiet Nyt Demokrati tilbage til magten.

Hver anden græker har skattegæld, der samlet netop har passeret 750 milliarder kroner, en fordobling siden krisestarten i 2010, og reelt er det kun et mindretal af grækerne, der betaler indkomstskat.

Dette mindretal bliver til gengæld brandbeskattet, fortæller atheneren George Vaggelas, en selvstændig konsulent i udvikling af havne.

»Jeg tjente knap 70.000 euro sidste år, hvilket er ganske godt her i Grækenland, men så kommer skatten, og den er steget fra knap 50 procent til 75 procent i de senere år.« 56.000 euro af Vaggelas’ løn går til skatter, sociale bidrag og den statslige pensionsordning.

»Med de 14.000 euro jeg har tilbage, skal jeg betale for huset, bilen, maden, børnehaven og elregningen. Jeg har en nabo, der tjener flere penge end mig, sort vel at mærke, men officielt er han fattig. Og det gør, at han får en lang række sociale goder såsom gratis børnehaveplads. Er det retfærdigt over for os, der betaler vores skatter?«

George Vaggelas er ved at give op over for skatteskruen.

»Jeg er langt fremme med at undersøge, om jeg kan flytte til Cypern. Gør jeg det, kan jeg beholde cirka 55.000 euro ud af de 70.000, jeg tjener årligt. Jeg kan ikke se, hvordan dette land skal komme på fode igen, når mange af mine kolleger er ved at gøre det samme.«

Lasse Soll Sunde

Weekendavisen

 

Menneskesmuglernes ruter ud af Athen

P1 Orientering d. 25. januar 2018Lyt indslaget her

Den 22-årige tattoo-kunstner og flygtning Ramiar har været i Grækenland i et par år nu. Egentlig ville han gerne blive i Athen og åbne sin egen tattooshop, men det er ikke lige sådan, når det tager årevis bare at få en aftale med de lokale myndigheder.

Han forsøgte at blive smuglet ud af landet med en menneskesmugler, for dem er der en del af i Athen. Lyt med i Orientering om den trafik, der fører mennesker med falske pas videre til Europa. 

Middelklassen skrumper – især i Danmark

Orientering, d. 20. juni kl. 17.07 – lyt indslag

Middelklassen er presset nedefra, fordi der er kommet flere servicejob for dem med lave kvalifikationer, mens der også er blevet flere ekspertjob. Også i Danmark. Det skriver OECD i en rapport om fremtidens arbejdsmarked, præsenteret i Berlin. Ni procent af alle job risikerer at blive lagt ned og 24 procent vil blive alvorligt forandret. Løsningen er….lyt indslag

 

Genforeningskansleren med det blakkede eftermæle

Nekrolog i Information d. 17. juni 2017

Helmut Kohl gjorde genforeningen af Tyskland til sit store politiske projekt, og det lykkedes ham at etablere et fredeligt, pro-europæisk Tyskland bundet ind i et reformeret EU. Men hans omdømme led uoprettelig skade af den skandale, som banede vej for Angela Merkel. Helmut Kohl døde fredag, 87 år

:::

3. oktober 1990. Kansler Helmut Kohl står foran rigsdagsbygningen i Berlin, der er orkestermusik og fyrværkeri. Det, ingen ville have troet muligt blot 12 månede forinden er en realitet. Vesttyskland og DDR er genforenet som et samlet Tyskland. Med kansler Helmut Kohl som den helt afgørende fødselshjælper.

Det ellers så forsigtige Vestyskland overrumplede resten af verden, da kansler Helmut Kohl få måneder efter Berlinmurens fald 9. november 1989 erklærede, at han sigtede efter at genforene de to tysklande, der siden Anden Verdenskrig havde været delt i øst og vest. Både Frankrig og Storbritanien for slet ikke at nævne Sovjetunionen var lodret imod, og selv den den nærmeste allierede, den daværende præsident George Bush blev taget på sengen af Kohls ti-punktsplan for genforeningen.

At gennemføre genforeningen krævede en mesterlig læsning og omsætning af det storpolitiske spil, en skarp og dygtigt eksekveret taktik, fremragende diplomatiske evner, nære kontakter til alle de ledende politikere på den verdenspolitiske scene og en formidabel evne til at tage chancer.

Alle disse egenskaber havde Helmut Kohl, der på en måde blev den moderne tyske politiks Bismarck-figur. Snu og dygtig, men i selvopfattelsen også almægtig og enerådende. Karaktertræk, som et årti senere rev ham ned fra piedestalen som Kanzler der Einheit – nu fremstod han som den fejlbarlige mand, der mente sig hævet sig over loven. Han valgte at tie om, hvem der havde betalt ulovlig partistøtte til Kohls konservative parti CDU. Men eftersom Helmut Kohl havde givet den anonyme giver »sit æresord«, har han nu taget denne hemmelighed med sig i graven.

Den hastige genforeningsplan

Kohl fik sit politiske gennembrud som ministerpræsident i delstaten Rheinland-Pfalz i 1969, i 1973 blev han formand for de konservative i Christlich Demokratischen Union Deutschlands, CDU, som han i 1976 sikrede 48,3 procent af stemmerne. Det var dog tysk politiks anden store Helmut med efternavnet Schmidt fra SPD, der frem til 1982 styrede Tyskland gennem et upopulært oprustningskapløb, adskillige anslag fra Rote Arme Fraktion og oliekrisens udfordringer.

Efter seks år som oppositionsleder fik Kohl i 1982 ved hjælp af nære kontakter til partileder Hans-Dietrich Genscher fra det liberale parti FDP vristet magten ud af hænderne på socialdemokraterne gennem en mistillidsaftstemning, hvor FDP skiftede side.

Men efter godt syv år ved magten, syntes Kohls æra at rinde ud. Han regering led af metalttræthed, men med den uventede chance for en genforening, fik Helmut Kohl momentum.

Allerede i 1988 havde Kohl været på et privat besøg i DDR. Den 9. november 1989 var han på statsbesøg i Polen, hvilket han straks afbrød, da han hørte om de titusindvis af DDR-borgerne, der brød Berlinmuren ned og krydsede grænsen mellem øst og vest.

Mindre end 24 timer senere stod kansleren sammen med ex-kansler Willy Brandt (SPD) foran Schönebergs Rådhus i Berlin. Det var ikke Kohl, men Brandt, der ved den lejlighed turde sætte ord på drømmen om genforening:

»Det, der for alvor sættes på en prøve, er beredvilligheden til at være solidariske, at ville samarbejde og starte på en frisk frem for at løfte pegefingeren. Nu gælder det om at rykke sammen på ny, at holde hovedet klart og gøre det så godt, at vore tyske interesser varetages på lige fod med vore forpligtigelser over for vort europæiske kontinent.«

De ord gjorde Kohl praktisk talt til sine egne. For i den overrumplende hurtige proces efter Murens Fald, stod kansleren i det dilemma, at man trods adskillige årtiers politiske ambitioner om en genforening med DDR hverken havde praktiske planer eller fastlagte politiske strategier til at understøtte processen.

Banede vej for EU

Kohl arbejdede hurtigt og fremlagde den 28. november 1989 den skelsættende ti-punkts plan, der skulle sikre samlingen af Tyskland. Trods jubelen over Berlinmurens Fald var reaktionen fra Frankrigs præsident Francois Mitterand, at en tysk genforening var en »juridisk og politisk umulighed«.

Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher ønskede en fem-årig overgangsperiode med en føderation mellem de to tyske stater. De allierede ønskede som i 1945 en konference uden de to tysklandes deltagelse.

Kohl fik forpurret dette og søsatte i stedet de såkaldte to-plus-fire forhandlinger, der reelt satte ham selv i førersædet for genforeningen.

Helmut Kohl satsede på sit trumfkort, tyskernes egen vilje til genforening, der hurtigt skiftede fra kølig over lunken til varm: »Hvordan et genforenet Tyskland kommer til at se ud, er der ingen der ved i dag. Men jeg er sikker på, at hvis folk i Tyskland ønsker det, så kommer genforeningen«, sagde Helmut Kohl, der holdt taler og førte kampagne i DDR og på kort tid fik vendt stemningen.

Da det konservative vandt det første og sidste frie DDR-valg i foråret 1990, opfattede Kohl det som om, vælgerne reelt havde stemt på ham og kunne fortsætte genforeningsprocessen.

Umiddelbart gjorde det nære forhold mellem Kohl og den franske præsident Mitterand udslaget. Kunne Tyskland forpligtes yderligere i den europæiske integrationsproces, ville Frankrig bakke op om genforeningen.

I januar 1990 støttede Tyskland omdannelsen af EF, Det Europæiske Fælleskab, til EU, Den Europæiske Union. Og Helmut Kohl og Frankrigs Mitterand støbte sammen kuglerne til den Maastricht-traktat fra 1992, der førte til fælles unionsborgerskab, euroen, tættere juridisk samarbejde og fælles forsvarspolitik.

Nært forhold til Gorbatjov

Helmut Kohls mesterstykke var at få sovjetlederen Gorbatjovs velsignelse til genforeningen. I maj 1990 ydede Vesttyskland et lån på fem milliarder D-mark samt fødevarehjælp til Sovjetunionen for at afhjælpe at landet gik i opløsning.

Helmut Kohl spurgte også sig selv om, hvorvidt Gorbatjov og Sovjetunionen ville overleve glasnost-processen. Sovjetunionen balancerede på afgrundens rand, og Kohl frygtede, at et militærkup ville kunne lamme genforeningsprocessen.

Forhandlingerne afsluttedes i Gorbatjovs private jagthytte, hvor de to statsledere under afslappede former forhandlede detaljerne på plads, der betød, at Sovjet trak sin halve million soldater og civilt ansatte hjem. Tyskland finansierede bl.a. opførelsen af 72.000 boliger til de hjemvendte soldater.

Og med et yderligere tysk bidrag på 15 milliarder D-mark blev to-plus-fire-traktaten skrevet under ved en ceremoni i Moskva i september 1990, der formelt satte punktum for Anden Verdenskrig. Banen var kridtet op til genforeningsfesten, og Tyskland vandt igen rettigheder som suveræn stat med fuld selvbestemmelse.

Kohl blev kort efter genvalgt under jubel og lovede Blühende Landschaften, frugtbare landskaber. Ikke et billede, som de milioner af arbejdsløse kunne genkende. Helmut Kohl og de borgerlige vandt valget ved at love, at de enorme udgifter til genforeningen ikke skulle finansieres gennem højere skatter. Men kort tid efter valget indførte Kohl en særskat på omkring 7,5 procent, der foreløbig indkræves frem til år 2020.

Skeletterne i skabet

De tyskere, der i 1998 var 16 år eller yngre, havde levet hele deres liv med Helmut Kohl som kansler. Men ved valget i oktober vandt SPD en jordskredssejr, og Gerhard Schröder væltede »den evige kansler«.

I den følgende tid kæmpede CDU med de mange skeletter i skabet, som Kohl havde efterladt. Ikke mindt skandalen om ulovlige partibidrag, som Kohl havde ladet passere. CDU havde modtaget over to millioner D-mark i ulovlige støttebidrag i årene 1993-1998.. Den dengang nyslåede CDU-formand Wolfgang Schäuble tryglede Kohl om at lægge kortene og listen med bidragyderne på bordet, men Kohl tav. End ikke bødestraf fik Kohl til at bryde sit såkaldte æresord over for bidragyderne. Det tvang Schäuble væk fra formandsposten.

Det var Angela Merkel der i en kronik som den første havde krævet, at partiet skulle rydde op efter »den gamle slagtehest« Kohl, hvilket var med til at katapultere hende op på formandsstolen.

Angela Merkel, som havde stået i politisk lære hos Helmut Kohl – Kohls Mädchen, blev hun kaldt –  blev kvinde i eget hus.

Den onde stedmor

Privat var Kohls liv i mange år præget af et tilsyneladende harmonisk familieliv, der dog krakelerede med eftertryk efter Kohls abdicering fra kanskerposten. Hans loyale hustru Hannelore led af en sjælden lysallergi, der tvang hende til at isolere sig i nærmest komplet mørke i Kohl-parrets hjem.

Hun begik selvmord i 2001 af en overdosis sovepiller. Da var Helmut Kohls forbindelse til sønnerne Walther og Peter allerede afbrudt. Peter Kohl skrev efter selvmordet en bestsellerbog som sin mor; om hvor meget hun havde ofret for mandens karriere.

Fire år senere kunne Kohl bekendtgøre, at han havde fået en ny partner, den dengang 41-årige Maike Richter, en tidligere embedsmand i Kanzleramt. De blev gift i 2008, uden at sønnerne var inviteret.

Maike Richter-Kohl er i offentligheden blevet portrætteret som den onde stedmor, der har forårsaget, at Helmut Kohl hverken havde kontakt til sine sønner, gamle venner og tidligere medarbejdere.

Helmut Kohl sad efter et fald i 2008 lænket til en kørestol og fik sværere og sværere ved at tale. Det forhindrede ham dog ikke i at udgive sine erindringer i 2014, hvori han kom med en grundlæggende kritik af alle de dårligdomme, han mente var overgået Europa, efter at han selv gik af som kansler.

Og i de senere år var der stort set stille om den mand, der var hovedarkitekten bag genforeningen af Tyskland. Bortset fra, da han i 2015 fik en ny hofte og i 2016 mødte Ungarns kontroversielle leder Viktor Orban.

Helmut Kohl døde fredag i sit hjem i Ludwigshafen, 87 år gammel.

 

Fraværende Geert Wilders dominerer den hollandske valgkamp

Orientering/P1 – 3. marts 2017 – hør indslag

I går meldte Gert Wilders, at han nu igen vil deltage aktivt i valgkampen. Vel at mærke på den Geert Wilder’ske facon – hvor han stort set aldrig debatterer med andre politikere eller viser sig i offentligheden. Og faktisk er over 50 procent af al valgkampsdækning i Holland dedikeret til, hvad Geert Wilders siger, viser opgørelser…hør mere.

Intet er så fascinerende og provokerende som det nøgne menneskes glatte, furede og gennemhullede hud

Information d. 7.1.17

De nøgne sandheder lokker, forfører – og sælger, viser en del af de over 400 af alverdens vinylpladeomslag, der for tiden udstilles på Berlins største fotogalleri. Og selv om vinylalbummet har sovet tornerosesøvn, mens cd’en tog over i 1990’erne, er vinylen for alvor kommet tilbage…læs mere også hos C/O Berlin

Der er forhåbninger til den græske økonomi fremover

Der er forhåbninger til den græske økonomi fremover

DR P1 Orientering d. 7. feb. 2017 – 

315 milliarder euro eller knap 2.360 milliarder kroner. Så stor er den græske statsgæld. Og det er ikke kun hos regeringen i Athen eller hos de øvrige eurolande at det volder hovedbrud…hør mere.

 

 

Han vendte Europa på hovedet

Informations kulturtillæg d. 27.1.2017

Han gav tyskernes deres sprog, og han er en af historiens mest markante systemkritikere. Vi taler om oprøreren, oversætteren, munken, reformatoren Martin Luther. Nu fejres 500-året for oprøreren, hvis teser stadig giver mening, når man i dag taler om kapitalismekritik, globalisering og flygtningekrise...læs mere